Vi er en skole fuld af livlige og glade børn, med et engageret personale og en positiv og samarbejdende forældregruppe. Damagerskolen er en af Greve Kommunes 9 skoler. Skolen er tosporet og rummer ca. 500 elever fra 0. til 9. klasse. Derudover har vi Greve Kommunes 10. klassetilbud placeret på en særlig matrikel i umiddelbar nærhed af Greve Gymnasium. Personalet består af ca. 50 personer: lærere, pædagoger og andet pædagogisk personale. Derudover har vi en sekretær og servicepersonale, som er en vigtig og synlig del af skolens hverdag. |
|
På Damagerskolen er FAGLIGHED, FÆLLESSKAB OG KREATIVITET overordnede værdier, som vægtes højt og sætter præg på hele skolens daglige virke. Damagerskolen vil være kendetegnet ved høj faglighed og med fokus på børns læring, men også ved stor rummelighed og med plads til udvikling af børn med særlige kompetencer. Der er tradition for et tæt samarbejde mellem alle i og uden for skolen, så vi sammen kan skabe den bedste og tryggeste hverdag for vore elever. Et godt samarbejde mellem medarbejderne, bestyrelsen og skolens ledelse sikrer, at Damagerskolen er en skole i stadig udvikling, men med respekt for opnåede værdier og traditioner til glæde for såvel eleverne, deres forældre og de ansatte. |